Øvrigt

Rejseguide til New York 

Skal du til New York, men synes det er svært at planlægge turen? Så er denne artikel perfekt for dig, for den fungerer som den perfekte rejseguide til din kommende tur til New York.

Drømmer du om at opleve storbyens puls, skyskrabere og kultur i verdensklasse? Så er New York det oplagte rejsemål. Byen består af en perfekt sammenblanding af mennesker, mad, musik og monumenter, og den byder på oplevelser, som bliver siddende i kroppen længe efter, du er kommet hjem. Denne guide hjælper dig i den forbindelse med at få det bedste ud af din tur til denne skønne by, uanset om det er første gang eller dit femte besøg.

Hvor skal man bo?

Valget af overnatning har stor betydning for din oplevelse i New York. Mange vælger at bo på Manhattan, da det er tæt på de fleste seværdigheder, men det er også den dyreste mulighed. Områder som Midtown, Chelsea og Upper West Side er populære blandt turister. Hvis du gerne vil spare lidt penge og opleve en mere lokal stemning, er Brooklyn og Queens også stærke alternativer. Williamsburg i Brooklyn har et ungt og kunstnerisk miljø, mens Long Island City i Queens byder på hoteller med fantastisk udsigt over skyline til en mere overkommelig pris. Det handler derfor i høj grad om dine præferencer.

De klassiske seværdigheder

New York bugner af ikoniske seværdigheder, og man kan nemt føle, at tiden ikke slår til. Frihedsgudinden, Empire State Building, Times Square og Central Park er nærmest uundgåelige og det er også med god grund. Frihedsgudinden besøges bedst via en færge fra Battery Park, mens Central Park er perfekt til en gåtur, picnic eller cykeltur. Empire State Building og Top of the Rock (ved Rockefeller Center) tilbyder begge storslåede udsigter, og derfor er dette noget man nærmest skal gøre. Times Square kan virke som et lidt overvældende virvar af lys, skærme og turister, men det er et must at opleve det mindst én gang og helst om aftenen, hvor det lyser mest op.

Kultur og museer

New York er en kulturhovedstad uden lige. Her finder du museer i verdensklasse som The Metropolitan Museum of Art (MET), Museum of Modern Art (MoMA) og det bevægende 9/11 Memorial Museum. For de historieinteresserede er Ellis Island Immigration Museum også en stærk anbefaling. Museerne er ikke blot informationscentre, men oplevelser i sig selv, og man kan derfor sagtens bruge halve eller hele dage på disse typer af seværdigheder. Mange museer har gratis eller giver muligheden for rabatter, så det kan betale sig at undersøge det på forhånd.

Mad

Det gastronomiske udbud i New York er både enormt og varieret. Du kan spise alt fra Michelin-retter til street food fra food trucks og alt midt imellem. Pizza fra Joe’s Pizza i Greenwich Village, bagels fra Ess-a-Bagel og pastrami-sandwich fra Katz’s Delicatessen er klassikere, som både turister og lokale besøger ofte. Derudover er Chinatown og Koreatown perfekte områder til asiatisk mad, mens Harlem er kendt for soul food. Det anbefales at prøve noget nyt hver dag. For eftersom at der er så meget at vælge imellem ift. madoplevelser, så kan man ikke nå at prøve lidt af det hele, hvis man spiser det samme sted flere gange under hele turen.

Transport i byen

Det er let at komme rundt i New York, især med subwayen, der kører døgnet rundt. Et MetroCard giver adgang til både tog og busser, og det kan hurtigt betale sig, hvis du planlægger at bevæge dig meget rundt. Taxaer og Uber er også muligheder, men trafik kan være tung, især i myldretiden. At gå er ofte den bedste løsning i de mere centrale områder. På denne måde får du også mulighed for at  se byen på en ny måde, og du får også muligheden for at finde skjulte perler som du ellers ville have overset.

Shopping og byliv

Hvis du har trang til shopping, så er New York det perfekte sted at tage til. Fifth Avenue byder på high-end butikker som Saks, Tiffany’s og Apple Store, mens SoHo og Brooklyn har flere uafhængige mærker og secondhand-butikker. Vil du kombinere shopping med oplevelse, så er stormagasinet Macy’s og markeder som Chelsea Market gode steder at starte. 

Når dagen er ved at være ovre og aftenen begynder, så forvandler byen sig til et festfyrværkeri af barer, koncerter og teater. I den forbindelse er Broadway berømt verden over, og det er en stor oplevelse at se en forestilling der.

Sikkerhed og tips

New York er generelt en sikker by at færdes i, også som turist. Som i enhver storby bør du dog bruge din sunde fornuft. Det er vigtigt at holde øje med dine ejendele, undgå øde områder om natten, og vær forsigtig med lommetyve i de mest turistede områder. Lokale er som regel hjælpsomme og vant til turister, så spørg gerne om vej eller anbefalinger. Husk også at drikkepenge (tips) er normen. 15-20% på restauranter er standard, og det samme gælder for eksempelvis taxaer. Derudover er det også en god idé at tjekke vejret i New York i den periode du skal afsted. New York kan blive meget varmt om sommeren og meget koldt om vinteren og har generelt omskifteligt vejr. Derfor er det en god idé at sikre sig at man har alt det nødvendige tøj og overtøj med til turen.

 

Når man rejser til New York er man sikret en uforglemmelig oplevelse. Det er en by, der både overrasker og imponerer, og hvor hver gade og hvert kvarter har sin helt egen stemning. Og uanset om du er til kunst, shopping, mad, musik eller bare ønsker at mærke livet, vil New York levere. Med lidt planlægning og en åben nysgerrighed er det muligt at skabe en rejse, der kan give minder for livet – og måske endda lysten til at vende tilbage igen og igen.

Click to comment

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To Top